75 personer deltog tirsdag aften i et spændende foredrag omkring dykkerfysiologi og Søværnets Dykkertjeneste.
Foredraget blev afholdt af instruktør og kulturbærer Peer Haagerup fra Søværnets Dykkertjeneste.
Arrangementet blev afholdt i Multisalen, som er i forbindelse med Perlens klublokaler i Herning Svømmehal. Det var derfor også et oplagt mulighed at vise klubbens faciliteter frem til andre klubber, og få en god snak omkring det at drive en forening.
I fire timer fik deltagerne mulighed for at høre spændende anekdoter, røverhistorier og baggrundsviden for vores passion - nemlig dykning.
Det omhandlede blandt andet fysikken og hvordan det påvirker os fysiologisk som dykkere. Gode råd og fif, som måske for nogle gav stof til eftertanke. Snakken gik på trykkammer, hvordan kroppen bliver påvirket under dykning og ikke mindst, en bedre forståelse for øret.
Derudover blev der vendt tanker omkring den såredes vej, brugen af oxygen som behandling samt alarmering.
Perlen takker de mange fremmødte, som kom fra bl.a. dykkerklubber rundt omkring i hele jylland og fyn.