Endnu en danmarksrekord til Jesper Lauridsen til VM 2021

26-06-2021

For anden dag i træk, sætter Fridykker Jesper Lauridsen fra Herning Sportsdykkerklub Perlen ny danmarksrekord.

Det skete i disciplinen Endurance 400m (8x50m), hvor han slog den daværende danmarksrekord med næsten 50 sek., med en tid på 07:57.39.

To nye danmarksrekorder i fridykning
Jesper Lauridsen har to dage i streg sat danmarksrekord i diciplinerne Speed 100 (2x50m) og Endurance 400m (8x50m), hvor det gælder om at gennemføre distancen hurtigst muligt under vand. Det er tilladt at komme til overfladen i begge ender af banen, men 100M bliver som regel gennemført i et stræk.

De to discipliner bliver primært brugt i EM og VM sammenhænge, samt specielle lejligheder. Det er derfor en niche disciplin i Danmark, hvor det dyrkes på hobbynivaeu. Guldmedaljen til dette års VM gik til russiske Denis Archanov med tiden 03:45.09. Verdensrekorden lyder på 03:25.72, som blev sat tilbage i 2019 af tyske Max Poschart.

En sløv start med blackout, blev vendt til to nye danmarksrekorder
VM startede knap så godt, da begge danskere måtte udgå fra disciplinen Dynmanisk uden finner, da de begge fik blackout på en distance omkring 130 meter. Reglerne foreskriver en dags karatæne ved blackout under vand, hvilket gjorde at de begge gik glip af Dynamisk med bi-finner (svømmefødder). Tredje dagen var Speed 100m, hvor Henrik Stenhøj desværre fik et rødt kort for at bryde overfladen få centimeter før han rørte endevæggen. Tilgengæld fik Jesper Lauridsen sat ny danmarksrekord.

Sidstedagen bød på Dynamisk med mono-finne, hvor Henrik Stenhøj var tæt på sin personlige rekord med distancen 154,8m. Jesper Lauridsen sparrede lidt på kræfterne til dagens sidste disciplin, men satte alligevel ny personlig rekord med 165m. Jesper Lauridsen afsluttede VM med den nye danmarksrekord i Endurance 400m (8x50m).

 

Veloverstået VM i indendørs fridykning
Et veloverstået 11th CMAS World Freediving Indoor Championship 2021 er afsluttet, hvor Danmark havde to atleter med. Der deltog 112 atleter fra 26 forskellige lande.

Både Henrik Stenhøj og Jesper Lauridsen er medlem af Herning Sportsdykkerklub Perlen, men det er ikke klubbens arbejde der er skyld i udtagelse til landsholdet.

Perlen begyndte i starten af 2020 med fridykning, hvor både Henrik Stenhøj og Jesper Lauridsen blev meldt ind i klubben, efter deres egen klub lukkede ned. De to gæve vestjyder har målrettet trænet op til både udtagelse til landsholdet og VM 2021, selvom diverse nedlukning og restriktioner har givet udfordringer i den daglige træning. I perioden op til har de to atleter trænet selvstændig for at minimere risikoen for COVID-19 karantæne, hvis de skulle blive smittet eller være nær kontakt til en smittet. 

Jesper Lauridsen (tv.) og Henrik Stenhøj (th). efter et veloverstået VM i
Indendørs Fridykning, som blev afholdt i den serbiske hovedstad Belgrade.